En forandringens dag

Lørdag har været det, jeg håber bliver en forandringens dag. Fik - nærmest bogstaveligt - et "wake up call" natten mellem fredag og lørdag.

Da klokken var 2.45, vågnede jeg med hele kroppen i alarmberedskab. Jeg vågnede formentlig som følge af en "forfølgelsesdrøm" med dertil hørende angst og andre følelser.
En ting er at drømme sådan noget. En anden ting er at vide, hvad der ligger bag.
Baseret på de seneste dages hændelser, humørsvingninger, spisevaner o.s.v., er der kun én ting, der kan forklare det: stress.

Jeg kender "djævelen" alt for godt, og alligevel lod jeg "ham" snige sig ind på mig. En del af tegnene har været der, jeg har bare ikke lyttet ordentligt efter. Jeg har hele tiden regnet med, at det nok skulle gå over "lige om lidt". Men nej.

Nu kunne jeg så ligge og kukkelure med for meget sukker og adrenalin i blodet og bestemt ikke en mulighed for at sove. I alarmberedskab bliver alle sanser skærpet - jeg følte således ikke, at jeg havde luft nok til min krops forbrug, alle lyde fremtrådte markant værre end de plejer og mit hoved ræsede derudaf.

Efter at have roteret en halv times tid, vel vidende hvor det bar henad, læste jeg lidt i min bog. Ingen forandring. Så kunne jeg lige så godt stå op - det andet ville ikke føre til noget. Så... kl. 4.05 stod jeg op, tændte computeren og begyndte at arbejde på mit URKI database system (som i øvrigt hedder OLGA).

Efter to en halv time var jeg ved at være klar til at sove, så jeg valgte at prøve lykken igen. Det blev til fire timer, hvorefter jeg "frisk" kunne stå op til skyfri himmel og 16 graders dejlig varme.

I erkendelse af nattens begivenheder valgte jeg at tage dagen med ro. Jeg rydede lidt op (da Inga må være lige på trapperne), spiste morgenmad, sprang kaffen over...
Så gik jeg til Grótta for at sidde og lytte til vandet og læse i min bog. Det endte med at blive en tur på tre en halv time. Virkelig rart.
Derefter kørte jeg DT (DownTown), læste lidt mere og drak mere vand. Mens jeg læste kørte tankerne parallelt for at finde en løsning. Inspireret af min bog (som bedst kan sammenlignes med en Tom Clancy roman!!!) faldt en række brikker på plads.

Ved frisk mod tog jeg tilbage kl. 17, spiste lidt mad, hoppede ind i bilen og kørte afsted. Bare ud. Væk. Besluttede mig for Hvalfjorður og fandt pludselig mig selv kørende i den nedgående sols røde stråler, mens jeg ledte efter "morfar spots".
Netop som jeg fandt et par stykker, ringede Biggi og inviterede på mad i sommerhuset.

Da det ikke lå mere end en halv time væk, kunne jeg lige så godt sige ja tak til lidt selskab. (Er for meget alene...) Det var super hyggeligt, og den iskolde luft var dejligt forfriskende. Udsigten fra sommerhuset - over de andre sommerhuse og over fjeldene - mindede mest af alt om noget fra Norge! Et land jeg har så mange gode minder om, at dette sted kun kunne være med til at bringe fred i sjælen.

Nu er jeg så tilbage i Reykjavik. Klokken er 23 og det er ved at være tid til at sove. Jeg tror, at jeg nok skal få min søvn denne nat. Selv om det hører under "stimuli", har jeg valgt at tage en "godnat øl". Det skader jo ikke, at hjælpe søvnen lidt på vej.

I morgen er der en ny dag. Grå, hvis man skal tro på vejrudsigten. Det gør dog ikke noget. Jeg har taget "djævelen ved hornene" og skal nu blot mønstre energi nok til, at holde "ham" stangen. Jeg vil begynde med at køre samme procedurer som da jeg blev sygemeldt sidste år - så skal det nok gå.

"Mere handling - mindre tanke" skal vist være mit nye motto!

Slutteligt: Tak til Kristina for ufattelig tålmodighed. Jeg er sikker på, at hun/du trods alt må have følt min gnavenhed på distancen!!! Godt kæmpet!