onsdag, september 05, 2007

Pakke, pakke, pakke

Så er jeg ved at have pakket færdig. Der er kun lige et par kasser tilbage, hvoraf den sidste sikkert bliver en "smid ting ned i" og ikke så struktureret som de andre.

Jeg glæder mig meget til at rykke østpå. Det er en anden glæde, end den jeg havde, da jeg flyttede hertil. Måske fordi jeg er blevet nogle erfaringer rigere. Jeg er mere bevidst om, hvordan det formentlig vil være og hvad jeg skal være opmærksom på.

Det har været enormt lærerigt at flytte her til Island. Det mener jeg også, at jeg har givet udtryk for, i andre blog poster - men det har det. Jeg kan kun råde andre til at prøve det samme. Flyt væk hjemmefra. Oplev noget andet. Arbejd i en anden kultur i en periode. Også selv om det kun er for et halvt år.
Jeg har i hvert fald lært meget - og rigtig meget af det er om mig selv, på godt og ondt.
---
Mens jeg pakker, går jeg også og venter på svar fra en virksomhed, jeg har været til samtale hos. Jeg har været inde to gange, hvilket også gjorde, at sidste weekend blev lidt hektisk.
Det er selvfølgelig en halvdyr fornøjelse sådan bare lige at tage en weekend til Norge, men heldigvis kunne jeg jo kombinere det med mere personlige interesser. :-)

Jeg håber, at jeg får dette job. Ikke (bare) fordi jeg så ikke behøver at tænke på dét, men mere fordi det er en interessant stilling i en interessant virksomhed.
De søger projektledere og rådgiver indenfor nogle områder, jeg har en rimelig praktisk og teoretisk erfaring fra. Det vil være et krævende job, men det gør mig ikke så meget. Jeg har lyst til at blive "skærpet" igen. Jeg synes, at min karrieremæssige udvikling har stået stille, mens jeg har været her i Island. Med det ønskede job i Norge, vil nye muligheder åbne sig.

Jeg skulle have haft svar i dag, men det har øjensynligt været en hektisk dag hos dem. Jeg har i hvert fald ikke kunnet komme igennem.
Nu håber jeg så, at de ringer i morgen tidlig i stedet - og at de husker at tage højde for tidsforskellen. Det er selvfølgelig fint, hvis de vil ringe til mig kl. 9.00 - men da er klokken stadig kun 7 her hos os... Men det går nok - selvfølgelig gør det det.
---
Bilen er fortsat til salg. Der er ikke sket noget på det område. Birgir har en kammerat, der måske er interesseret. Prisen han vil betale er "lav" - men jeg skal jo egentlig bare af med den, og den er ikke indregnet i mit fremtidige budget. Det betyder, at enhver pris jo mere eller mindre er en gevinst. Desuden er det, han vil betale stadig mere end den "smertegrænse", jeg havde tænkt som pris for bilen, så...
Nu må vi se. Jeg har fortalt Biggi, at jeg er til at forhandle med, så det er jo bare at se tiden an.
---
Tiden før jeg rejser, bliver hektisk.

På fredag tager jeg til England, hvor jeg skal til bryllup om søndagen. Jeg er tilbage i Island igen i løbet af mandagen, hvor de aller sidste ting skal klares, ifm. flytning.

Tirsdag skal tingene køres til havnen, fortoldes, registreres og hvad-ved-jeg.

Onsdag holder jeg nok en lille "kom sammen" - og laver i hvert fald mad sammen med/for pigerne i huset.

Og torsdag flyver jeg så. Endelig... Det bliver godt.

Et nyt eventyr kan begynde!

Ingen kommentarer: