Iceland rocks!

Efter en aften, der skulle have været en hyggelig aften blandt venner, var det en helt fantastisk befrielse at bruge tre timer i Laugerdalsvellir.

Aftenen markerer Kaupthings 25 års fødselsdag, så der var inviteret en række store islandske bands til at spille. (Nej, hverken Sugarcubes eller Björk var der. Der er faktisk andre bands i Island!)

Det var en helt fantastisk aften. Jeg var følelsesladet og begejstret. Kunne mærke glæden og jublen vælde op i mig og en tåre eller to presse sig på i den ene øjenkrog.

Jeg gad egentlig ikke. Var ikke i humør til det. Og det er måske netop det, der var med til at gøre det til en ekstra, helt fantastisk begivenhed.
Vi var op til 40.000 mennesker samlet på stadion i Reykjavik. Næsten dobbelt så mange som den gamle rekord på 22.000 mennesker.

Der var mange gode bands med mange gode numre. Gamle bands, der var samlet bare til lejligheden og nye kunstnere, der havde deres debut der.
Jeg var åben for alt, og fik i høj grad hvad jeg havde lyst til - og mere!

Páll Óskar var konferencier, og han gjorde det med sædvanlig stil og publikums tække. Han er en mand af dimensioner.

Et af bands´ne, der spillede, var Todmobile. Et bandt der var mere eller mindre parallelt med Sugarcubes. Biggi havde spillet noget af deres musik for mig, og jeg var (mildt sagt) ikke imponeret.
Men... Wow... at opleve dem live var helt uovertruffent!!! De havde en utrolig energi og det kunne mærkes på publikum! Jeg var overvældet.

Efter dem, kom Bubbi Mortens. Nogle kalder ham Islands svar på Kim Larsen. Hvis det er sandt, er det da kun i publikums tække og i historie, for hans musik var totalt anderledes!

Efter at have hørt større bands fyre den af, står denne her 51 årige gut pludselig alene på scenen med sin guitar. Det kan være hvad det være vil, men om han så ikke begynder at synge sange fra begyndelsen af sin karriere - for 30 år siden?!?!?!?!!!!!

Og det meste af publikum - 20.000 mennesker +++ - synger med! Unge såvel som gamle. Klapper. Nynner. Synger. Selv når han ikke længere spiller melodien, slår takten eller synger med, er publikum skarpe på tekst og musik.

Dét var en helt fantastisk oplevelse. Virkelig, virkelig.

Det eneste jeg kan sammenligne det med, er noget de fleste læsere af denne blog, nok ikke kan følge - men jeg håber I alligevel har fået en fornemmelse!

Oplevelsen kan jeg kun sammenligne med, at Sivert Høyem på en koncert om 20 år stiller sig op foran et publikum af samme størrelse, slår de første strofer an, synger "Oh, so am I..." - og så synger publikum med på resten.

Hårrejsende godt og meget, meget smukt!!

Selv om han selvfølgelig sang på islandsk, ændrer det ikke ved, at det var forståeligt. I musikken betyder sproget mindre. Det er Paul Potts et rigtig godt eksempel på, i hans optræden i et engelsk talent show.
Hvis du ikke har set det klip, så gør dig selv den tjeneste, at se det her: http://www.youtube.com/watch?v=9oxTy7KIAaA

Og vær så i øvrigt klar på at blive rørt og overrasket! Jeg skal blankt erkende, at jeg stadig kan blive helt tårevædet, når jeg hører og ser det. Det er bare fantastisk!
Læg i øvrigt mærke til dommernes mimik undervejs. Klippet sammen, ja - men ikke desto mindre overbevisende! (Og ja - han vandt også finalen og er nu på verdensturne med en ordentlig bunke solgte CDer i kølvandet!)

Nu vil jeg gå i seng. I morgen skal jeg ud og ride på islandske heste. Det bliver spændende!

Alt godt til alle - der er stadig en masse gode ting i verden, vi skal huske at lægge mærke til!

Knus

/Mich