Det er godt at være eftertragtet. Det er bare ærgerligt, når det går for sent op for folk, at "man" alligevel var god at have, og måske bare ikke havde fået en ordentlig chance!
Jeg har jo sagt mit job op og jeg har efterhånden kun 1½ måned tilbage - og derfra skal trækkes endnu en uges ferie. På et statusmøde i dag beklagede min gode kollega sig over, at jeg smutter.
"Skal du virkelig rejse 1. september, eller kan du overtales til at blive f.eks. en måned ekstra?!"
Hun ved, at jeg er den, der har størst erfaring inden for det område vi arbejder og hun ved, at organisationen (og hun, som projektleder) har umådeligt brug for mig.
Hun har rost mig stort til vores ledelse og påskønner vores måde at arbejde sammen på.
Jeg lægger ikke skjul på, at mit arbejde er blevet bedre, efter jeg rykkede til kvalitets afdelingen. Dér arbejder vi bl.a. sammen med min tidligere leder, der fortsat skaber problemer i den stil, jeg selv oplevede, da jeg arbejdede for ham. Ærgerligt og irriterende for organisationen.
Jeg er ikke afvisende overfor det, at jeg gerne vil give en ekstra hånd til virksomheden - heller ikke selv om min opsigelse i bund og grund er trådt i kraft.
Hvis de vil hyre mig på dagsbasis, kan vi sikkert finde ud af noget. Jeg har dog ikke tænkt mig at ændre på det, at jeg vil flytte senest midten af september. Hvis jeg skubber den grænse, kan det hurtigt blive noget "sjusk" og mine egne ønsker bliver løbet over ende. Det vil jeg ikke være med til - jeg må trods alt tænke på mig selv!
Hvis de vil have mig siddende og arbejde remote - hjemmefra (hvor det end måtte være) eller fra vores kontor i Oslo, er det fint med mig. Jeg vil gerne hjælpe og det giver jo også en indtægt.
Men jeg bliver ikke i Island længere end planlagt. Så skal tilbudet være mere end almindeligt godt!!!
Jeg synes, at jeg med min udmelding har vist god vilje, og det må så være op til virksomheden at beslutte om og/eller hvordan, de vil få det til at gå op i en højere enhed.
Men en rar følelse - det er det nu... ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar