Krise...

For nogle af jer, vil dette være en gentagelse, men så må I bare springe dette entry over...
Det er nok et af de mest personlige indslag der er at finde i denne blog - så er du advaret. Jeg bliver bare nødt til at dele...

---

For første gang siden jeg flyttede hertil, har jeg en seriøs krise! Jeg har haft opture, nedture og humørsvingninger - men sådan er jeg jo.
Dette er "for real" og en særdeles mærkelig oplevelse.

Jeg har i en længere periode haft den der fornemmelse af, at "noget ikke er rigtigt" uden at have kunnet sætte fingeren på det. Var det mig? Min tilværelse? Mørket? Hvad...?
Jeg har luret på hvorvidt Island egentlig ER stedet for mig, eller om det er en omvej til noget andet...

I torsdags tog jeg til Norge på en lynvisit. Norge er landet, der altid har stået mig meget nær og som var på min liste over lande, jeg muligvis ville flytte til. Valget faldt dengang på Island og det er også fint.
Men så skete der noget i Norge. Jeg fandt mig selv...!

Jeg fandt en glæde og en afslappethed, jeg ikke har oplevet længe. Jeg genfandt mine følelser og i løbet af weekenden fik de frit løb, fordi jeg var tilpas afslappet til at lade dem få det, og fordi jeg var i super selskab.

Det var overraskende hårdt at forlade landet igen. Jeg var overrasket og overrumplet. Havde (for første gang) ikke lyst til at tage til Island igen.
Jeg prøvede at slå det hen, men følelserne var for stærke. Meget "ubehageligt" og meget forvirrende.

Da jeg fløj over Island havde vi det mest fantastiske vejr. Der var frit udsyn til de prægtige fjelde, gletcherne, vejene og floderne. Jeg kunne nemt genkende steder, jeg har været og for en kort stund, kunne jeg abstrahere fra min "tumultende" mave...
Og så slog det mig, som lyn fra en klar himmel... "Hvad f*nden laver jeg her?!".
Hvis jeg ikke havde haft sikkerhedsbælte på, var jeg nok faldet ned af mit flysæde. Jeg mener... Her sidder jeg på vej tilbage til det sted, jeg oprigtigt har kaldt "Hjem" i mange måneder. Jeg har forfulgt et ønske og en drøm om at prøve noget nyt - og pludselig er jeg i tvivl, om det var det rigtige. Ikke bare lidt i tvivl, men RIGTIG meget i tvivl.

Min søndag aften var et følelsesmæssigt helvede. Jeg prøvede at finde ud af, hvad der egentlig foregik i mig. Hvad var sket?

Efter en masse tænken, forsøg på at analysere (som jeg plejer) og hvad ved jeg, var jeg ikke kommet ret meget nærmere... Eller... det jeg var kommet nærmere, var jeg meget nervøs for at erkende. Jeg kunne ikke overskue konsekvenserne...

Benedicte ringede og vi havde en timelang snak... Det var fantastisk at få sat nogle flere ord på, selv om det var hårdt. Meget hårdt.

Det ændrer dog ikke på, at min mandag og min tirsdag har været helt forskruede. Jeg har det stadig mærkeligt og følelserne tromler rundt. Jeg har valgt ikke at tage kontrol. Jeg har fundet mig selv - jeg har fundet IND til mig selv, og det er på tide. Selv om det gør lidt ondt og er temmelig ubehageligt med disse voldsomme reaktioner, er det sådan jeg er!

Hvis du er nået hetil i din læsning, er du nok ved at være irriteret over, at jeg ikke har skrevet noget om, hvad det er, der har gjort dette ved mig...

Derfor...

Jeg har været i fantastisk selskab. Jeg har været sammen med Borghild og Benedicte - selskab jeg holder utroligt meget af. I fire dage har jeg rendt rundt med et stort smil om munden og latter "lige rundt om hjørnet". Vi har haft inspirerende, kreative, konstruktive og gode snakke. Opfyldende og godt.

Jeg har genset et land, som jeg holder meget af. Dækket af sne, træer og fjelde, og med en natur der er lettere tilgængelig end her i Island.

Jeg har haft mulighed for at udtrykke mig flydende og dybt på mit modersmål, og jeg er blevet talt til, på et sprog jeg forstår og som rører noget dybt nede i mig.

Alle disse ting kan summeres op til ting, jeg ikke var klar over, jeg savnede så stærkt: nærhed, fællesskab, glæde, humor, latter - og så lige et stænk af storslået natur, der ser mere levende end "død" ud.

---

De seneste par dage har jeg skrevet og snakket med "folk" for at lufte mine tanker. Det kommer enslydende fra dem, at hvis det er sådan det er, er der jo ikke noget odiøst i at bryde op (igen) og søge nye græsgange! Det passer ind i min egen vurdering og ind i mit eget ønske - men jeg kan ikke tage en beslutning lige nu.
Inderst inde kan jeg mærke, hvad jeg skal - men det gør det ikke nemmere...

Nu skal jeg lige prøve at falde ned og trække vejret ordentligt. Jeg er ikke klar i hovedet - men det behøver jeg nu heller ikke helt at være. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, hvad der foregår.

Så håber jeg bare, at jeg ikke spilder tiden og at jeg mister... "det" (eller "mig") igen...

---

Nej, jeg er ikke deprimeret. Jeg har det faktisk godt. Det er bare en voldsom oplevelse jeg lige nu arbejder på at fordøje og forholde mig til...