torsdag, oktober 04, 2007

Nyt fra Norges land

Herligt! "En del" mennesker har efterhånden rykket for, at jeg får opdateret min blog. Det er ikke dumt - så jeg må jo hellere gøre noget, for at få jer læsere opdateret.

Der er sket en masse - og ingen ting - her i Norge.
---
De seneste to weekender, har jeg været på hyttetur. Mads (www.madsalbertsen.dk) har en hytte ved Møsvatn. Det er en laaaang køretur (2½ time fra Oslo til Bø og så 2 timer fra Bø til Møsvatn og så 30-40 minutters sejltid), men det er virkelig det værd!

Det er en super lækker hytte. (Jeg skal nok finde ud af noget med, at få lagt nogle billeder op...) Den er stor nok til, at der kan ligge 12-15 mand i den og alligevel bevarer den den fantastiske hytte-hygge følelse.

Første weekend var det bare Mads og mig. Mads har funderet på nogle spændende projekter det seneste 1½ år, og han har set frem til, at kunne sparre med mig om dem. Det var ret spændende.

Weekend to var arbejdsweekend for Tine (Mads' kæreste) og en af hendes veninder. Borghild og jeg var med for hyggens skyld, så vi gik nogle ture sammen med Katrines kæreste, der heller ikke skulle arbejde.

Det var endnu en super weekend, fyldt med godt selskab, smukke farver i landskabet og meget omskifteligt vejr.
---
På jobfronten er der ikke sket det store. Jeg har snakket med et par rekrutteringsfirmaer og venter på at høre fra dem.
Jeg har ikke foretaget mig ret meget i forhold til selv at søge. Jeg har valgt at tage den med ro lidt endnu, og så begynde at presse på i løbet af næste uge.

Problemet er, at jeg egentlig hellere vil lønnes for at lave f.eks. Mads' projekter, end at have et projektleder job igen. Men... hvis virksomheden er god og spændende nok, skal jeg fint formå at kombinere det.
Der er et par spændende stillinger i udsigt, som jeg allerede har henvendt mig på - enten direkte eller via rekruttering - så det er jo bare at vente lidt endnu.
---
I mandags fik jeg mit personnummer. Det er vildt så "handicappet" man er, uden et sådant. Jeg kan ikke skifte telefonabonnement (til et billigere), jeg kan ikke få lånerkort, jeg kan ikke få bankkonto og jeg kan ikke få læge, uden et sådant. Ret belastende, når mine fire forskellige betalingskort ikke virker heroppe!!!

Men nu fik jeg det, og så skal det også bruges! Jeg har nu fået mig en fastlæge, jeg har fået mig en bankkonto (uden penge, da de skal overføres fra Island, og det tager tid) og jeg er ved at flytte telefonabonnement (men beholder det gamle nummer).

Ting går sin stille gang.
---
Mine ting skulle have været her i sidste uge, men skibet blev af en eller anden grund forsinket. Nu har de så ringet, at de er kommet og klar til at blive leveret - og så er jeg ikke i Hønefoss.
Det betyder, at jeg først får dem på mandag og at jeg skal stå til rådighed i fire timer, fordi de ikke kan sige, hvornår de er fremme. Men så har jeg dem da. Det bliver godt at få min cykel igen!

Desværre har jeg ikke plads til, at pakke mine ting ud nogen steder. I Hønefoss har jeg et værelse, hvor der kun lige kan stå en seng, og i Moss (hos Borghild) kan jeg jo ikke ligefrem flytte ind! ;-)

Mine ting kommer til at stå i kælderen hos Benedicte, og så må jeg grave dem frem, efterhånden som jeg får brug for dem. Det var det samme i Island i det første stykke tid, så det skal nok gå.

Jeg har dog luret på, om jeg skal lede efter et sted at bo, før jeg får arbejde. Jeg kan jo godt betale en månedlig husleje inden for rimelighedens grænser.
Det dumme ved det er, at jeg ikke ved, hvor jeg kommer til at arbejde. Der er jo ingen grund til, at leje noget, der kommer til at ligge lang pokker i vold fra, hvor jeg skal møde om morgenen. Så... det får også lov at vente.

Har dog modtaget fif fra Norge (via Belgien), og det er jeg glad for. Skal have set nærmere på det, når lejlighed byder sig (ha, ha... lejlighed...)
---
Og så har jeg rendt og set på bil... Har også fundet ud af, hvad jeg gerne vil have - men jeg kan jo ikke ligefrem låne penge til bilen, før jeg har et job! Lidt ærgerligt, når det er nu, jeg har tiden til og et behov for at kunne drøne rundt, tage billeder, fragte ting og hvad ved jeg.

Men hvad... det løser sig jo også.
---
Slutteligt...

Jeg har meget store problemer med, at komme på nettet. Af en eller anden årsag, er Windows begyndt at forhindre mig i, at komme på med en browser og med MSN. Martin - min danske ven i Island - rådede mig til, at prøve med en Linux installation, for at se, om det virker.
Det gør det! Lige nu har jeg startet maskinen på en LiveCD som indeholder en Kubuntu distribution. Det er vildt cool - men jeg kan ikke få adgang til mit Windows drev.

Hvis min disk var stor nok, ville jeg installere til en Dual Boot, men det er den altså ikke her på den bærbare.

Jeg vil lege lidt videre med det, og se hvad jeg kan få ud af det. Og på et eller andet tidspunkt, får jeg vel også løst problemet med adgang gennem Windows.
---

Nuvel... Det var alt for nu. Jeg skal nok prøve at være bedre til, at få opdateret bloggen!

Alt godt herfra!

:-)